Traeskomaleren

 

Træskomaleren er et fænomen, man kan møde i middelalderkirkens hvælvede hvide rum på Fyn og Langeland. Billedbogen samler alle kalkmalerierne malet i perioden fra ca. 1478 til begyndelsen af 1500-tallet. Dyr, mennesker, ornamenter i røde og grå farver sat i den hvide kalk henover hvælvene i 31 middelalderkirker. Se et preview på bogens smukke opslag.

 

 

 

[citat fra bogen] ... Navnet Træskomaleren skyldes, at der i flere af kirkerne “hænger” en tegneserieagtig rød eller grå træsko. En træsko i tværprofil med skarp kontur og i visse tilfælde under en forunderlig transformation, hvor træskoens spidse snude bliver til et dragehoved eller en slags diminutiv træsko vokser frem på overfladen. Det er ikke entydigt bestemt, at træskoen er malerens – eller malernes – signatur, da dens forekomst er begrænset til syv-otte kirker1 og skoen hænger side om side med andre signaturlignende billedtegn.

 

Billeduniverset er særegent. Plove, knibtænger og behårede ansigter, kroppe og dyr, der hvirvler religiøst og profant sammen på billedernes overflader. Malerierne er anbragte i sakrale, liturgiske rum og tilhører en kreds af tid og rum, hvor billede og modbillede mødtes på den indvendige kirkekrop. Det er opløftende enkelt, dunkelt og anfægtende på måder, som adskiller sig fra billedsøstrene i andre senmiddelalderlige landsbykirker.

 

På et ikonografisk kort fra middelalderen ville Træskomalerens motiver genfindes på hele det europæiske kontinent: Enhjørninger, storke og ræve, labyrinter, betydningsfulde kalke, skibe, ve-getative sole og sågar træsko; motiverne genfindes som spor i granitten på franske middelalderkirker til murermestermalerier2 i finske landsbykirker fra samme periode. Og det rækker bagud mod indridsninger på norske stavkirker og svenske stenarbejder. Der er, som kunsthistorikeren Hans Jørgen Frederiksen3 har bemærket, en dunkel arketype på spil.

...

 

Reception

 

Historikere og kunsthistorikere har haft ved at forholde sig til maleriernes betydning. Deres beskrivelse af fænomenet kan forekomme omtrent så heterogen som billedverdenen selv. Kunsthistorikeren Hans Jørgen Frederiksen sætter ord på en mulig forklaring, idet han kalder træskomalerens motivkreds for en ”del-for-helheden-tankegang”. Hans udgangspunkt er en ikonografisk tolkning, hvor motiverne i dette tilfælde er så svært tilgængelige, at der må ”gætteværk” til. Med andre ord er den traditionelle ikonografi et vanskeligt afsæt for tolkning. Kunsthistorikeren Ulla Haastrup giver den ultimative dom: ”For nutidens mennesker er de ikke forståelige”.

 

Kunsthistorikeren Axel Bolvig argumenterer for, at selve træskoen ikke er en malers signatur, men et symbol, der i senmiddelalderen konnoterer provokation, ondskab, revolte. Han argumenterer dels med, at andre kalkmalerier ikke afslører at bønder og middelaldermennesker brugte træsko, og dels at træsko i andre kulturelle sammenhænge har været anvendt som symbol for oprør. Bolvig stiller derfor ubesvarede spørgsmål om, hvorvidt billederne på hvælvene var udtryk for, at de lokale sognebørn var i et slags oprør mod jordbesidderne eller måske klerikale magtpersoner.

 

Leif Søndergaard konkluderer i sine analyser af Træskomaleren, at maleriernes funktion var at beskytte kirkens hvælvinger og mure mod dæmoniske kræfter. Hans analyser tager afsæt i en beskrivelse af de religiøst-magiske opfattelser, der fandtes i middelalderen. Malerierne er funktionelle tegn, der anvender en sammenblanding af kristen og ikke-kristen magi til at besværge de dæmoniske kræfter, som enten allerede befandt sig i det hellige kirkerum eller forsøgte at trænge ind gennem vægge og sprækker.

 

Ulla Haastrup er også inde på at forstå de ”simple” murermestermalerier som funktionelle tegn, blot med andre betydninger. Haastrup henviser til analyser af finske arkitekt Anna-Lisa Stigell11, der har kortlagt sammenhænge mellem tegnene i kalkmalerier med kalendersymboler i senmiddelalderens skrifter og kalenderstave. På den baggrund skriver Haastrup: ”…bliver de primitive dekorationer udført af murersjakkene til menings-fulde gengivelser af symboler for årets gang, både med kirkelige festdage og verdslige kalenderangivelser.” Tilbage står dog fortsat at tolke specifikt træskomalerens særlige og differentierede symbolbrug.

 

Eet af problemerne med de mange forskellige ind- og udgange af fortolkningerne synes at være, at billederne glider mellem forskellige typer af tegn. Som sæbe mellem hænderne glider meningen bestandigt et andet sted hen. De er både-eller figurer, ornamenter, hieroglyffer, bogstaver. Også bogstaveligt som i Ullerslev, hvor en rosette glider fra at være et cirkelslag til en anden slags billedtegn.

 

Kirkekroppen synes at spille en særlig rolle, som Martin Wangsgaard Jürgensen berører, når han kaster lys på sammenhænge mellem det middelalderlige kirkerum som et liturgisk rum og de billeder, som senmiddelalderen har produceret til disse rum. Ét af hans greb er at søge efter funktioner, der giver billeder og modbilleder et konkret ærinde i kirkerummet. I de førreformatoriske landsbykirker dannes der eksempelvis et tema om synliggørelse af det usynlige, en forestilling om at billeder kunne hjælpe med at konkretisere, at det hellige kirkerum kunne afsløre det usynlige. Eksempelvis at de mange groteske ansigter og motiver udstillede syndens grimhed i en moralsk og æstetisk forstand. Jürgensen skriver bl.a.: ”…det liturgiske rum afslørede de skjulte, usynlige relationer mellem kirken og det guddommelige. Det muliggjorde, at en beskuer, som var modtagelig og som havde evnerne, kunne modtage en større religiøs betydning end muligt uden for det liturgiske rum.”

 

I middelalderens billedverden spiller randen en særlig rolle som en visuel zone for glidninger mellem mening, magt og forestilling. Kunsthistorikeren Michael Camille13 har undersøgt margin(aliserede) billeder fra det 12. til det 14. århundrede, hvor sammenblandinger af dyr, mennesker og monstre optræder som randmotiver i både religiøse bøger og i kirkens rum. Nutidens mennesker betegner ofte disse middelalderbilleder af aber, der dier hos hellige kvinder, eller personer der onanerer op af kirkens hvælvinger, for groteske. Men for middelaldermennesket var overgangsbillederne i en vis forstand virksomme og aktive. Camille taler om, at kirkegængeren på den tid kunne have lettere ved at ”læse” i stenen end i teksten.

 

I Træskomalerens billeder er sammenblandingerne af profant og helligt også tilstede. Kropsbetonede motivtemaer som kopulering, vrængen, smerte findes på Fyn og Langeland som på hele det europæiske kontinent. Men hos Træskomaleren forekommer det groteske islæt mere afdæmpet. Eksempelvis er de seksuelle konnotationer mindre eksplicitte end i mange andre motiver fra danske kalkmalerier. Kun i ét tilfælde er mennesker og dyr i færd med en kopulerende aktion. Et andet eksempel er de mange hoveder, som ikke vrænger så direkte, men er mere individuelt karikerede figurationer med mange forskelligartede udtryk.

 

 

 

 

Bogen kan købes på saxo eller bestilles her.

 

Pris: kr. 240,- inkl. moms.

 

Samtidig med fotooptagelserne i kirkerne blev der registreret informationer om kalkmaleriernes motiver og former. Disse data er offentligt tilgængelige på Googledokumentet Træskomaleren.