129 [2020:4]
Milena Jesenská – for første gang på dansk!
’Gådefulde udfrielser’ (Tribuna, 1921)
’En smuk kvinde’ (Národní listy, 1923)
’I Ingenmandsland’ (Přítomnost, 1938)
Det er en stor fornøjelse for redaktionen at kunne præsentere tre tekster af den tjekkiske journalist og forfatter Milena Jesenská (1896-1944). Jesenská voksede op i Prag og blev som ganske ung en del af byens blomstrende kulturliv. I begyndelsen af 1920’erne begyndte hun at skrive artikler, klummer og essays til en række forskellige tjekkisksprogede tidsskrifter og dagblade, og hun kom på Café Arco (vikan godt li’ navnet!), hvor hun diskuterede samfundsforhold, mode, køn og kunst med andre af tidens progressive kunstnere, arkitekter og forfattere. Her mødte hun også Franz Kafka, som forelskede sig voldsomt i hende. De to gennemlevede et kortvarig kærlighedsforhold i 1920-21. Kafka-læsere vil kende Jesenská som den Milena, Kafka skrev til i brevsamlingen ’Breve til Milena,’ der udkom efter hans død, og som desværre kun rummer Kafkas breve. Milenas er gået tabt.
Milena Jesenskás egne tekster (hun skrev over tusind artikler) har i det hele tagetværet ukendte indtil for nylig. Måske er hun i alt for høj grad blevet låst fast i Kafkas forelskede idealisering i brevene, hvor hun antager en nærmest mytologisk status.Hun var tydeligvis meget mere – og meget mindre – end det: en fritænkende, politisk engageret, internationalt orienteret og humanistisk verdensborger, der både oplevede en ny og moderne verden åbne sig i 1920’erne og også oplevede en hel verden gå under, da nazismen rasede i 1930’erne. Jesenská blev i Prag til det sidste, arbejdede for den illegale presse og skjulte flygtninge og politisk forfulgte. I november 1939 blev hun arresteret af Gestapo, afhørt, fængslet i Pankrác og siden deporteret til KZ-lejren Ravensbrück, hvor hun omkom i 1944.
Hermed udgives Jesenská for første gang på dansk, oversat fra tjekkisk af Peter Bugge, der er en stor kender af tjekkisk kulturhistorie i mellemkrigsperioden. De tre tekster viser bredden i forfatterskabet. ’Gådefulde udfrielser’ (Tribuna, 1921) er en patosfyldt kærligheds- og storbymeditation med direkte referencer til Kafka, skrevet lige efter forholdet er brudt sammen. ’En smuk kvinde’ (Národní listy, 1923) viser Jesenská som kritisk mode-skribent. ’I Ingenmandsland’ (Přítomnost, 1938) er et foruroligende aktuelt eksempel på hendes politisk engagerede journalistik fra 1930’erne. Vi håber at de tre udsnit af forfatterskabet kan samle sig til et indtryk af forfatteren. Det samme kan du gøre med arkenes udsnit af Milenas portræt.
ARK planlægger at udgive en større samling af Jesenskás artikler i bogform.