146 [2025:1]
Lars Hedegaard, Jens E. Hansen
Bakkemarmoreret Bogbinderpapir

ARK 146 er skabt i samarbejde med bogbinder Lars Hedegaard og består af et originalt stykke bakkemarmoreret bogbinderpapir, skabt af Jens E. Hansen (1921-2012), der i mange år drev bogbinderværksted i Århus og var en sand mester i håndlavet bakkemarmorering. Ved hans død overtog Lars Hedegaard en del af værkstedets materialer og har doneret et udvalg af disse papirskatte til ARK. Hvert enkelt stykke papir er blevet udstanset til den miniature arkmappe, du netop har foldet ud, og adskiller sig altså fra alle de øvrige 250 eksemplarer af ARK 146.

I Bogbindernes Blå Bog kan man om Jens E. Hansens teknik læse følgende:
»Navnet bakkemarmor kommer af, at marmoreringen i en eller flere farver udføres ved en metode, hvor der anvendes en bakke. I bakken er der vand med et afkog af islandsk mos, en slimet væske, hvis konsistens er afgørende for resultatet. Farverne stænkes på overfladen, hvor den flyder ud uden at blande sig med slimen eller med andre farver. Der anvendes naturfarver tilsat forskellige stoffer, f.eks. oksegalde. I gamle dage havde hver mester sin egen, ofte hemmelige recept. Med et redskab, f.eks. en stor kam, kan man forme mønstre eller marmoreringer i farven. Man kan bruge flere forskellige farver sammen. Papiret lægges på den farvede vandflade, og når papiret fjernes, er farven overført til papiret. Der skal altså laves en marmorering for hvert stykke papir.«