93 [2011:4]
Redaktionen
Billeder, tekst og tegninger om billeders bagsider, udviskning m.m.

Det er en stor fornøjelse for redaktionen at kunne præsentere ARK nummer 93, hvis indhold denne gang fuldt ud lever op til den karakteristik, vi engang fik i en anmeldelse, nemlig at ARK består af “løsrevne og skizofrent sammenkastede fragmenter iklædt en anonym hvid karton-uniform …”
Hvor sand denne karakteristik er, kunne man overbevise sig om på Den Frie i København, der fornylig udstillede alle arkene fra de foregående 92 numre ophængt på én stor væg. Gik du glip af udstillingen, kan du se fotos på arkmappen.dk

Helt løsrevne er arkene dog ikke; i hvert fald synes vi selv at der er en vis sammenhæng, selv om det måske vil være for meget at kalde det et egentligt tema-nummer! Alle elementerne i nummeret peger hen på billeder, der mangler, bliver visket ud, er på vej til eller fra, eller som opstår ved siden af – måske i hovedet på – den, der sidder med arkene i hænderne. Og så er de alle dejlig støvede i farveholdningen.

Dette nummer af ARK indeholder:
En tegning – fundet i et tomt mødelokale på Aarhus Universitet
En historie om en anden berømt tegning, der bliver visket ud – fundet på youtube
Bagsiden af et maleri – fundet i depotet på Museum Jorn i Silkeborg
Et brev fra Bob til Lis – fundet på gaden
En lap papir – fundet på en lygtepæl i Berlin
Bagsiden af et postkort – fundet på Pradomuseet i Madrid