148 [2025:3]
Fragmentarium aarhusiensis
Dette nummer af ARK er ananas i egen juice, arkivarisk arkisme, arkologi og en tur down memory lane (og ud i Aarhus’ gader) på jagt efter ARKs oprindelse og udvikling. Sidste år markerede redaktionen ARKs 30 års jubilæum ved sammen at vandre en hel dag ad en nøje tilrettelagt rute, der bragte os forbi tidsskriftets arnesteder, vendepunkter og faste vandhuller. En tidsrejse der også var en rejse gennem et byrum, der har forandret sig drastisk i den mellemliggende tid, mens ARK lader som om vi er det samme hver gang. Redaktionen er i hvert fald sig selv (tror vi da!), ligesom mappen stadig er hvid og formatet stadig er 20×25 cm. Og så naturligvis som altid papirlapper og andre fragmenter fra billedstrømmen omkring os. Derfor består dette nummer af unika-aftryk af de stumper og stykker, vi samlede op undervejs på vores jubilæumsvandring. Støvede og nedtrådte fragmenter fra ARKs nære omgivelser, omsat til smukke, grafiske værker, der hermed udsendes som en gave til vore trofaste abonnenter. Hvert eksemplar af dette nummer er forskelligt fra alle de andre. Et urbant herbarium: Fragmentarium aarhusiensis.




