149 [2025:4]
LANGHÅRET STRUKTUR er et dagbogsprojekt. Igennem et helt år har arkitekten,
smykkedesigneren og kunstneren Katrine Borup dagligt indsamlet og farvesorteret
sit eget naturligt fældede hår og forarbejdet det til en serie hårobjekter, der efterfølgende er blevet monteret på papir. Projektet kunne opleves udstillet samlet i KH7 smallspace i november 2025 forud for udsendelsen til ARKs abonnenter.
Katrine Borup skriver: ”Projektet startede som en pludselig indskydelse til at farvesortere mit eget håraffald, altså som en art naturvidenskabelig nysgerrighed i forhold til min egen efterhånden temmelig grå hårpragt. Det overraskede mig, at den grå virkning viste sig at skyldes tilstedeværelsen af helt hvide hår, som blander sig med de oprindeligt brune. Og selv nu, efter lang tids arbejde med de hvide hår, forekommer de mig sært fremmede, når de bunkes – som noget fra et andet væsen.
At adskille mit eget hår i lyst og mørkt er ikke kun et analytisk ’videnskabeligt’ greb, men også et greb med en stærk visuel og symbolsk karakter. Som en yderligere forstærkning af den kunstneriske dimension i projektet har jeg dagligt forarbejdet dagens håraffald og lavet et lyst og et mørkt hårobjekt efter samme opskrift: Hårene bindes et hår ad gangen med et slyngestik omkring to ”trendhår”, de længste hår i midten og de korteste i siderne. Formen afspejler tilblivelsesprocessen. Objekterne fremstår, trods det at de er lavet efter samme opskrift, vidt forskellige pga. variationen i mængden af hår og de enkelte hårstrås struktur. På grund af spændinger i hår og knuder krummer knuderækken helt af sig selv, så objekterne får en vis lighed med øjenvipper.
LANGHÅRET STRUKTUR har i et år struktureret mit arbejdsliv på tyrannisk vis og har på et overordnet plan ført til overvejelser om, hvad det er for nogle mere eller mindre langhårede strukturer, der generelt styrer os i vores liv.”
Læs mere på www.katrineborup.dk



