130 [2021:1]
Myne Søe-Pedersen
Spejlinger af ind- og udfoldede ARK

En arkmappe i en arkmappe i en arkmappe…

Myne Søe-Pedersen foretager en kunstnerisk fordobling af arkmappen
Det er en stor glæde for redaktionen at præsentere ARK nummer 130. Dette nummer af kunsttidsskriftet består af Myne Søe-Pedersens værk Spejlinger af ind- og udfoldede ARK, der viser fem scanninger af et spejl i arkmappen, gengivet i forskellige grader af udfoldelse. Scanningsbillederne er efterfølgende trykt på samme papir som arkmappen (Multiart Silk, 250 gram). På den måde opstår der en sær og foruroligende fordobling af mappen. Omslag og indhold bytter plads: Dét, der normalt bare er en beholder for noget andet, bliver selv til indhold. Mappen bliver til ark, og arket bliver til mappe.

Der er altså tale om et ARK for ægte ARKtivister: alle dem, der ligesom os elsker at folde arkmappens flapper ud og spændt venter på, hvad der gemmer sig i mappen. På den måde slutter Myne Søe-Pedersens værk sig til en lille, eksklusiv gruppe af ark-numre, der har ARK selv som tema og motiv. Nye læsere kan gå på opdagelse i bagkataloget og se ARK 26 (hvor Eric Andersen omdannede arkmappen til en duftmaskine) eller ARK 54 (hvis mappe var udstyret med perforeringskant, så den kunne rives midt over) eller ARK 126 (som var udstyret med flagrende ’vinger’ af udfoldelige plakater både indvendigt og udvendigt).

Værket føjer sig både tematisk og formelt til Myne Søe-Pedersens række af fine kunstneriske undersøgelser af relationen mellem fotografi, spejling, glas og illusionistisk fordobling fra de senere år. Du kan se meget mere på mynesoe.net